Hvordan udfører jeg compassionate care?

Udøvelsen af compassionate care kan deles op i dele i relation til den enkelte patientinteraktion.

Meget før:

Udgangspunktet for at kunne udøve compassionate care er et mindset der fordrer handlinger som er forbundet med compassionate care. Først og fremmest er det, som udtrykt i Jerome Hoffmans citat ovenfor, vigtigt at gøre sig det klart at ingen patienter kommer til akutafdelingen fordi de vil. Går vi til en patient med indstillingen at personen har søgt blot for at være til besvær er potentialet for at udøve compassionate care tabt. Selv de patienter som på meldingen eller ved første blik ikke synes at have nogen årsag til at være i akutafdelingen fortjener at blive imødegået åbent og udforskende.

Derudover skal vi huske at være compassionate med os selv også. Vi er som sundhedsfaglige, ligesom patienterne, også mennesker og kan på forskellige tidspunkter have forskellige årsager til at vi i større eller mindre grad er i stand til at rumme vores patienter og deres problemer. Tænk på compassion som et tema, mere end som et mål, der skal perfektioneres. Alt behøver ikke at være “compassionate”, men når der kommer en situation, hvor det kan vælges at være mere compassionate. Så prøv. Patienten og omgivelserne vil mærke intentionen.

En måde at sikre et større overskud til at udøve compassionate care er at sikre at de tekniske ting ikke fylder. Gennem undervisning og simulationstræning kan de tekniske færdigheder såsom procedurer o.l. indlæres så de kan udføres uden for stort et kognitivt load, som vil tage fokus fra patienten.

Lige før:

Ligesom vi vasker hænderne imellem hver patientinteraktion er det nødvendigt mentalt at "vaske" den sidste patient af sig og gøre sig bevidst at man nu er på vej ind til et helt andet menneske i en helt anden situation. Det er særligt vigtigt ved "temposkift" f.eks. imellem en kørsel 1 og en ældre patient med uspecifikke symptomer. Denne "vask" kan gøres på mange måder -  evt. blot ved at stoppe op udenfor døren og tænke tanken - men andre tricks er f.eks. helt kort at træde udenfor i frisk luft inden man tager den næste patient efter en særligt krævende case.

Under:

Studier har vist at patienter føler at sundhedsfaglige som sidder ned under interaktionen har været i rummet længere tid sammenlignet med hvis de stod op. Samtidig udjævnes magtbalancen ved at vi som sundhedsfaglige bringer os selv i øjenhøjde med patienten, hvilket kan skabe større psykologisk sikkerhed for patienten og fordre en åben interaktion.

Et af de største problemer patienter ifølge studier oplever i interaktionen med sundhedsfaglige er at deres oplevelser ikke bliver validerede. Validering af patientens oplevelse som sand og relevant for patienten kan alene gøre at patienten føler sig hørt og bliver mere modtagelig overfor andre synspunkter. Selv hvis vi som sundhedsfaglige ikke kan påvise en årsag til eller gøre noget ved f.eks. en ikke-somatisk forklaret smertetilstand er valideringen af patientens oplevelse i sig selv med til at hjælpe patienten videre i sit forløb og på vej til en accept af sin situation.

Ofte kan vi i vores virke som sundhedsfaglige være meget fokuserede på vores egen agenda i forhold til at få identificeret hvad patienten fejler og igangsat evt. nødvendig behandling. Af samme årsag kan det til tider være svært at fange når patienten giver os en åbning ift. at italesætte nogle af de ting der fylder for patienten selv, såsom f.eks. frygt for hvad der kommer til at ske. En huskeregel som kan hjælpe os med at stoppe op og bruge bare den korte tid det kræver at skabe rum til de følelser, udviklet af Laura Rock, er GIVE huskereglen:

• Get that it's emotion:
  • Opfat at patienten udtrykker en følelse der er vigtig for patienten
• Identify:
  • Identificer hvilken følelse der er tale om - evt. blot for dig selv, men sig gerne følelsen højt, så patienten ved at I er på bølgelængde
• Validate:
  • Valider patientens oplevelse - også selvom den ikke nødvendigvis giver mening for dig
• Explore:
  • Spørg ind til patientens oplevelse og omstændighederne for følelsen for at identificere eventuelle forhold der vil kunne afhjælpe den. Kan følelsen (f.eks. frygt) ikke fjernes, så er alene valideringen og tiden til at sætte ord på den ofte nok til at patienten bedre kan mestre den

En vigtig pointe her er at det sjældent hjælper patienten at vi besvarer en affektivt statement fra patienten med et kognitivt svar. F.eks. når vi besvarer en udtrykt frygt for en tilstand med et normalt blodprøvesvar. Patienten skal selvfølgelig have informationen om den normale blodprøve, men patientens emotionelle problem er ikke afhjulpet.

Et af de måske vigtigste verbale elementer for at udøve compassionate care er at begynde interaktionen med et åbent spørgsmål (f.eks. "hvordan går det?") og herefter lade patienten fortælle sin historie færdig inden vi som sundhedsfaglige bringer vores egen agenda på banen. 4F modellen kan her hjælpe til at sikre at man har fået afdækket alle dele af patientens oplevelse inden man går videre til mere lukkede spørgsmål:

• Forventninger:
  • Har patienten nogle særlige forventninger til hvad der skal foregå i patientforløbet?
• Forestillinger
  • Har patienten gjort sig nogle forestillinger omkring hvad der kunne forårsage tilstanden?
• Følelser/frygt
  • Er der nogle særlige ting patienten frygter (tilstande, procedurer, hændelser), eller andre følelser der fylder (nyligt afdød pårørende, kæledyr alene derhjemme e.l.)
• Forudsætninger
  • Hvad er patientens forudsætninger for at forstå hvad det er der foregår (kronisk patient vs. sund og rask)

Afdækker vi disse fire områder af patientens oplevelse bliver vi i meget højere grad i stand til at skabe en fælles forståelse for patientforløbet.

Afslutningsvist kan det at give patienten en forståelse for hvad de næste skridt vil være i patientforløbet - og hvis muligt en grov tidsplan - gøre patienten i stand til i langt højere grad at acceptere ventetid samt give patienten en kontrol over sit forløb (f.eks. når den forkerte patient bliver hentet til en undersøgelse. Er patienten informeret om sit forløb vil det kunne undgås at en unødvendig undersøgelse gennemføres).

Efter:

Giv patienten deres historie tilbage - på en form som de forstår. Sammenfat hvad der bragte patienten til afdelingen, hvad der er foretaget under forløbet og hvordan de forskellige resultater har påvirket forståelsen af patientens problem. På denne måde sikres det at patienten er rustet til at indgå i evt. shared decision making omkring det videre forløb.

Overvej at skrive planen efter udskrivelse eller ved indlæggelse ned - særligt til sårbare grupper såsom ældre eller patienter med sprogbarrierer.

Inden patientforløbet afsluttes endeligt, så afdæk om der er resterende tvivl eller spørgsmål tilbage og informer patienten om hvor de kan henvende sig hvis der skulle opstå spørgsmål på et senere tidspunkt.