Ifølge Anders Krusenstjerna-Hafstrøm er akutmedicinerens vigtigste rolle at stabilisere patienterne umiddelbart ved ankomst og sørge for at de rigtige patienter kommer de rigtige steder hen. Akutmedicineren kan med sin brede kompetence sikre at ikke kun patientens præsenterende problem, men også baggagen i form af komorbiditeter fremhæves og håndteres allerede fra ankomst til hospitalet. Han er overbevist om at især disse to roller, resuscitationisten og visitatoren, også vil komme til at spille en tiltagende større rolle i det akutmedicinske speciale som helhed over den næste årrække.