Denne tekst er en personlig faglig refleksion. Den er ikke en kritik eller en kapitulation, men et forsøg på at sætte ord på ansvar, prioritering og bæredygtighed i et presset sundhedsvæsen.
Der er kommet et tidspunkt i mit arbejdsliv, hvor noget har ændret sig. Ikke dramatisk og ikke pludseligt – men tydeligt nok til, at jeg ikke længere kan lade være med at forholde mig til det.
Jeg er stadig akutlæge. Jeg møder stadig ind med engagement og ansvarsfølelse. Men den mening, jeg tidligere fandt i hele tiden at give bare lidt mere af mig selv, er ikke længere lige så tilgængelig. Ikke fordi arbejdet er blevet mindre vigtigt – tværtimod – men fordi afstanden mellem det, jeg gerne vil kunne stå for fagligt, og det, der faktisk er muligt i en travl hverdag med familie og personlige interesser, er blevet større.
Jeg står midt i overgangen fra yngre læge til speciallæge. Et sted i karrieren, hvor man får mere overblik – og dermed også ser mere af det, der ikke hænger sammen. Ventetiderne. Patientstrømmene. Gentagelserne. Og forventningen om, at man stadig bare kan kompensere ved at yde lidt mere.
Det var ikke udbrændthed – Det var desillusion
I noget tid forsøgte jeg at forstå min uro som begyndende udbrændthed. Men det passede ikke helt. Jeg var ikke ligeglad. Jeg var ikke opbrugt. Jeg var – og er – stadig dybt engageret i faget, i ansvaret og i det at gøre en reel forskel for de patienter, der har mest behov.
Det, jeg oplevede, var snarere en desillusion. En gradvis erkendelse af, at det arbejde, jeg havde forestillet mig at kunne yde, ikke længere kan udføres på den måde, jeg har været vant til. At selv når jeg giver mere af mig selv i et allerede overbelastet system, er resultatet ikke nødvendigvis bedre – men ofte dyrere for både mig selv, men også for sundhedsvæsenets patienter, personale og struktur.
Desillusionen føles ikke dramatisk. Den er mere stille. Den viser sig som en vedvarende følelse af at være bagud. Af at tage ansvar uden rigtigt at kunne stå inde for helheden. Af at mærke, at den indre belønning ved arbejdet er blevet mindre forudsigelig.
Og måske det sværeste: en snert af skam over erkendelsen af, at mine ressourcer ikke rækker til både at fortsætte på samme måde og være nærværende i mit liv uden for akutafdelingen.
Helterollen – og det, jeg har haft svært ved at give slip på
Tidligt i min karriere blev jeg belønnet for at løbe stærkt. For at tage én patient mere. For at redde vagten. Og jeg gjorde det gerne. Det gav mening. Det gav identitet. Det gav følelsen af at være nødvendig.
Selvopofrelsen var ikke noget, jeg oplevede som et problem. Den var en del af det, der gjorde arbejdet meningsfuldt.
Det er først senere – i takt med mere ansvar og mere overblik – at jeg er begyndt at se bagsiden. Ikke som en klar erkendelse, men som en gradvis uro. For jeg kan ikke længere ignorere, at min vilje til at give mere af mig selv også har fungeret som en buffer i et system, hvor overbelastning gradvist er blevet normaliseret.
Det er en ubehagelig indsigt. For hvis jeg ikke længere kan – eller vil – redde vagten med mig selv, hvad er jeg så i stedet?
Hvad er det bæredygtige, fagligt forsvarlige alternativ?
Fra buffer til forvalter – et skifte, jeg øver mig på
Jeg har ikke et færdigt svar, men jeg er begyndt at forstå, at mit ansvar er ved at ændre karakter. At jeg i stigende grad behøver bevæge mig væk fra at være systemets buffer og hen imod at være systemets forvalter.
Når alt er vigtigt, er intet vigtigt – og så risikerer vi, at de patienter, der har mest behov, ikke får den rettidige hjælp. Akutmedicin kræver, at noget må vente, for at det rigtige kan ske. Det er en grundlæggende faglig præmis – også selv hvis den føles utilstrækkelig.
Ventetider, “forkerte” henvisninger og utilfredse patienter er ofte konsekvenser af belastninger andre steder i sundhedsvæsenet. Alligevel lander de følelsesmæssigt ofte hos den enkelte læge på vagt.
At tage ansvar for prioritering uden at tage personligt ansvar for hele systemets konsekvenser er en central, men krævende del af det akutmedicinske mindset. Det kræver, at man kan stå i beslutninger, også når de ikke løser alt – og også når de møder modstand.
Jeg prøver at holde fast i denne erkendelse:
Min opgave er ikke at kompensere for systemets begrænsninger med min egen energi, men at bruge mine ressourcer der, hvor de gør størst faglig og menneskelig forskel.
Nogle dage giver det mening. Andre dage føles det som et tab. Som om jeg giver afkald på noget, der tidligere definerede mig som akutlæge. Men jeg er blevet mere og mere klar over, at hvis jeg vil blive i faget, er jeg nødt til at ændre mit mindset og min tilgang til mit arbejde.
Rollemodel – også i måden, vi prioriterer på
Jeg er blevet mere opmærksom på, at yngre læger ikke kun lytter til, hvad jeg siger, men ser på, hvordan jeg arbejder. Hvad jeg normaliserer. Hvad jeg accepterer.
Hvis jeg viser, at man skal være grænseløs for at være dygtig, lærer de det samme. Hvis jeg derimod tør stå ved, at tydelig prioritering og faglig tilstrækkelighed er legitimt, giver jeg dem et andet billede af, hvad det vil sige at være akutlæge.
Noget af det vigtigste, jeg har lært – og forsøger at give videre – er dette:
Følelsen af utilstrækkelighed er sjældent et individuelt problem.
Den er ofte et signal om systemets belastning.
At sige det højt har været en lettelse. For mig selv – og for andre.
Et personligt credo som arbejdsredskab
For at kunne stå i dette har jeg haft brug for at formulere et personligt credo. Credoet er ikke tænkt som en erstatning for faglige retningslinjer eller organisatoriske mål, men som et personligt arbejdsredskab til at kunne stå i ansvaret over tid:
Jeg er akutlæge for at hjælpe dér, hvor det haster,
og for at træffe klare beslutninger, også før alle svar foreligger.
Jeg påtager mig ansvar for prioritering og retning,
men ikke for systemets begrænsninger.
Jeg arbejder fagligt solidt og menneskeligt ordentligt –
uden at ofre mig selv eller andre på effektivitetens alter.
Jeg beskytter mine kollegaer ved at være tydelig, rolig og ærlig,
også når mine svar ikke kan løse alle problemer.
Jeg går hjem med værdighed, bevarer min nysgerrighed
og passer på mit liv uden for akutafdelingen.
Credoet er ikke et ideal, jeg altid lever op til. Det er et arbejdsredskab, jeg vender tilbage til, når presset stiger.
Mening som noget, der kræver aktivt valg
Jeg ved ikke, om jeg er færdig med denne proces. Men jeg ved, at arbejdet i akutmedicin kræver en aktiv og bevidst tilgang til ansvar, hvis det skal være bæredygtigt over tid.
Denne tekst er ikke en konklusion, men et forsøg på at formulere et mere ansvarligt akutmedicinsk mindset. Ét, hvor engagement ikke måles i selvopofrelse, men i kvaliteten af de beslutninger, vi træffer – og i vores evne til at blive i faget uden at miste os selv.
For mig er det ikke et tegn på svaghed. Det er en nødvendighed for et akutmedicinsk speciale med faglig og menneskelig holdbarhed.