YDAMs ULTIMATIVE FOAMed liste! – Blogs (opdateres løbende)

Det er ingen hemmelighed at vi elsker FOAMed på akutmedicineren.dk. Vores RSS-feeds og mailbokse flyder over med nyheder om blogindlæg og podcasts, som vi desperat forsøger at følge med i. FOAMed-verdenen kan dog virke som en jungle og det kan være svært at finde ud af hvor man skal starte. Vi har derfor lavet dette indslag med vores håndplukkede FOAMed ressourcer, som du absolut skal kende til. Om du vælger at følge dem er helt op til dig – vi har skrevet ganske kort om hver af dem, så du hurtigt kan få et overblik over hvilke der vil være mest interessante for dig. 

Husk bare at det er med FOAMed som det er med AKS-patienter i modtagelsen – når du først er kommet igang så er det svært at lade være med lige at tage den næste også!

Vi har valgt at strukturere listen alfabetisk. Det er ingen hemmelighed at vi hver har vores favoritter, og vi er også kommet til at afsløre det lidt henad vejen, men således får du lov at danne dine egne (næsten uden bias). 

HUSK også at se indlægget om FOAMed podcasts

 

ALiEM

ALiEM (Academic Life in Emergency Medicine) er en paraplyorganisation af flere online akutmedicinske uddannelsesressourcer. Hjemmesiden startedes i 2009 som en ydmyg blog af Dr. Michelle Lin, men har nu årligt 1.000.000 besøg og huser bl.a. 100 af de akutmedicinske uddannelsesforløbs online læringsplatforme.

Der er dog også uanede mængder frit tilgængelig evidensbaseret akutmedicinsk viden, samt specifikke afsnit af portalen reserveret til physician wellness og work-life balance i akutmedicin. Læs mere og besøg siden her

Broomedocs

BroomeDocs er egentlig ikke en specifikt akutmedicinsk blog, men rettet mod “country doctors” og “jacks off all trades”. Det er ikke overraskende at siden udspringer fra Australien (fra byen Broome). Den almen praktiserende læge Dr. Casey Parker oprettede bloggen for at komme sine kollegaer nærmere og få mulighed for at få flere af de stimulerende “hallway meetings”, hvor man udveksler den nyeste viden man er stødt på.

Siden er vokset til nu at indeholde opdateringer og links til de nyeste udviklinger indenfor en række specialer, derunder akutmedicin. Læs mere og besøg siden her

CORE EM

Siden, der udspringer fra NYU fokuserer på at præsentere indhold indenfor hele det akutmedicinske “core” curriculum. Siden indeholder et væld af brugbare ressourcer indenfor alle tænkelige emner.

Siden er pr. august 2018 på “orlov”, da den primære redaktør skifter job og der skal findes nye kræfter til at holde siden opdateret. De fleste af ressourcerne på siden er dog fortsat fuldt relevante. Læs mere her

Deranged Physiology

Siden er udviklet som et uofficielt kompendium til forberedelse til den australske CICM Fellowship exam og omhandler intensiv medicin, men indeholder fysiologiske guldkorn, såsom afsnittet omkring syre/base balance, der metikuløst og med referencer til eksterne ressourcer og lærebøger gennemgår analysen i detaljer.

Siden opdateres, som det også indrømmes i “omkring” afsnittet i et roligt tempo og er derfor ikke hvor du finder ugentlige opdateringer om de nyeste emner. Som en let tilgængelig indførsel i basale fysiologiske principper er den dog værdifuld. Læs mere her

DKAKUT

DKAKUT var en af de første (hvis ikke den første) danske rent akutmedicinske FOAMed ressourcer. Med udgangspunkt i Hospitalsensheden Vest i området omkring Herning består redaktionen af nogle af de tidligste pionerer indenfor yngre læger i akutmedicinen i Danmark, og alle er et stykke inde i hoveduddannelsesforløbene der er oprettet i samarbejde med Sverige.

Siden har som vision at skabe en akutmedicinsk uddannelsesportal med artikler, videoer og ressourcer, som kan skabe et stærkt fagligt grundlag indenfor akutmedicinen i Danmark. DKAKUT er i sit tidlige stadie, men udgiver allerede bl.a. journal-clubs om de nyeste og mest interessante akutmedicinske artikler ca. en gang om måneden. Læs mere og besøg siden her

Dr. Smiths ECG Blog

Stephen W. Smith har siden 2008 kørt bloggen, som primært præsenterer cases ud fra EKG, med kommentarer fra sidens videnskabelige redaktører. Hjemmesiden er lidt svær at finde rundt i, men hvis du løbende holder dig bekendt med bloggen vil du hurtigt blive præsenteret for en række interessante, til tider sjældne, men afgørende EKG-fund.

Læs mere her

Emergencypedia

Emergencypedia er udsprunget fra Westmead Hospital i Sydney og har en del materiale udarbejdet ud fra og rettet mod australske forhold. Siden får dog bidrag fra hele verden og særligt deres “clinical clickbait” præsenterer ofte skæve og interessante vinkler ind i nogle af de mindre omdiskuterede områder af akutmedicinen.

Selverklærede FOAMed nørder og særligt interesserede i kritisk syge vedligeholdes siden af Dr. Andrew Coggins og Dr. David Thomas. Læs mere her

First10EM

En af akutmedicinsk FOAMeds kæmper, Dr. Justin Morgenstern, oprettede siden First10EM som et personligt projekt for at samle ressourcer omkring håndteringen af alle tænkelige akutmedicinske tilstande indenfor de første 10 minutter.

En helt enestående FOAMed ressource med fokus specifikt på de første 10 kritiske minutter i modtagelsen af kritisk syge patienter og et must for enhver FOAMed interesseret akutmediciner. Læs mere her

Life in the Fast Lane

En af de mest kendte og mest pålideligt producerende FOAMed ressourcer indenfor akutmedicin. Endnu engang udsprunget fra Australien, oprettet af Dr. Mike Cadogan og med efterhånden mange år på bagen. Nok til at siden har kunnet oprette og vedligeholde en “Top 100” af blogs, som hurtigt giver et overblik over vigtige emner indenfor FOAMed og akutmedicin.

Siden producerer fortsat støt blogindlæg med reviews af de nyeste artikler og udviklinger og bør uden tvivl være højt på din RSS-liste. Læs mere her

Rebel EM

Rational Evidence Based Evaluation of Literature in Emergency Medicine eller R.E.B.E.L. EM har som selverklæret formål at skære tiden fra bænk til bredside ned og få evidensbaseret medicin hurtigere ud i klinikken. Dette sker ved kritisk gennemgang af de nyeste artikler, som klæder dig på til hurtigst muligt at vurdere relevansen ift. din egen praksis.

Et absolut must på dit RSS-feed eller mailing-liste og en stor inspiration for folkene bag akutmedicineren.dk. Læs mere her

Resus.ME

Specifikt rettet mod resuscitationsmedicin gennemgår Resus.ME relevante emner, men fokuserer i høj grad også på non-technical skills, såsom debriefing og lederskab. Producerer ikke hyppigt nye indlæg, men er et interessant bibliotek over artikler der håndterer nogle af de emotionelt tungere emner indenfor akutmedicinen. Læs mere her

Har du ikke fået nok? Vi har også lavet en liste over de allerbedste akutmedicinske FOAMed podcasts. Se den her

Skriv et svar