Betragtninger på at håndtere spørgsmål om prognose (lavet i samarbejde med Christian Madsbjerg, en god ven og ung læge med psykiatrisk og onkologisk erfaring). Dette er vores betragtninger, og der henvises til enhver tid til fagbøger på området.
”Hvor længe har jeg tilbage at leve i?” og informationsmængde:
- Hvor længe
har jeg at leve: Forsøg gerne at finde ud af, motivationen for deres ”Du spurgte
hvor længe du har tilbage at leve i. Det er et spørgsmål, jeg ikke kan give dig
noget præcist svar på, da alle mennesker er forskellige og alle reagerer
forskelligt på sygdom. Men du fortalte mig, at det er vigtigt for dig at vide,
da det er dit store ønske at tage en sidste gang til Italien med din kone og
børn og børnebørn./ du fortalte mig at du har et stort ønske om at vide der
også selvom du ikke helt kan forklare hvorfor, og at du stadig har det sådan
efter at vi har talt sammen. Jeg respekterer at du har det sådan og vil gerne
tale med dig om det” . Har de ikke en specifik årsag til at spørge, kan man
overveje følgende konkrete svar (jf også when breath becomes air, og
fortællerens samtale med onkologen):
- Det statistiske svar: vær forsigtig med dette. Folk fatter ikke procentsatser og det føles for nogle læger som at man driver vold mod livet at bruge statistik, når man taler med et medmenneske om, at de snart skal dø.
- Det skønsmæssige svar: “som sagt kan jeg aldrig give dig noget præcist svar, og det vil altid være en vurdering, men det er min erfaring at vi taler dage-uger, uger-måneder, måneder- få år”, kan gerne laves i følgende variant “Hvis du spørger mig om du er i live om 6 måneder, så vil jeg sige, at ja det tror jeg du er, men jeg kan IKKE love det. Hvis du spørger mig, om du er i live om et år, så vil jeg sige, at det er der rigtig mange der er, men desværre også en del der ikke er, hvis du spørger mig om du er i live om fem år, så må jeg desværre sige at det er meget usandsynligt, MEN der er nogle få patienter der lever så længe”. Denne metode er en afart af det man kalder best case worst case scenario og jeg lærte den af en onkolog i Roskilde, som igen havde lært den af en anden onkolog. den oprdiser let forståeligt bedste og værste fald og ikke midst det efterlader patienten med en realistisk forståelse for restlevetiden men med HÅB, “MEN der er nogle få patienter der er
- En måde at bringe informationsmængde naturligt og brugbart ind i samtalen: ”Du spørger hvor længe du har tilbage at leve i. Jeg vil gerne tale med dig om det spørgsmål, men inden vi taler om det, plejer jeg altid at spørge mine patienter, hvorfor de gerne vil vide det og hvad de tror det vil få af betydning at vide det?” (på den måde starter man med at tale “positive livsværdier” med patienten – denne vil måske gerne vide det af hensyn til om vedkommende skal sælge sommerhuset, eller hunden eller nå til Italien en sidste gang inden vedkommende dør- hvis vi ikke vil tale med ham om det, kommer han måske ikke på den tur inden det er for sent og så har berøvet ham den i vores berøringsangst)
- Ved garderet/ængstelig/paranoid patient kan muligvis tilføjes “Jeg spørger, så jeg kan forstå dig og svare dig bedst muligt “