Indblik i Uddannelsen – Introduktion


Vi gør rigtigt, rigtigt meget ud af resuscitations-delen hos os. Det vil sige at hos os, der får du hands-on på de akutte patienter og du får rig mulighed for at også prøve dig af i forhold til de akutte patienter. Det vil jeg sige, det er nok den allervigtigste del vi har hos os.


Anders Krusenstjerna-Hafstrøm, Uddannelsesansvarlig overlæge, Holbæk Akutafdeling

Du er formentligt allerede interesseret i akutmedicin, eftersom du er startet med at læse denne artikel. Måske har du ligefrem besluttet dig for at du skal være akutmediciner. Men hvordan bliver du det? Nu mener jeg ikke selve ansøgningsprocessen eller de overordnede rammer Sundhedsstyrelsens målbeskrivelse sætter for hvilke kompetencer du skal opnå for at blive godkendt speciallæge. Hvordan foregår selve uddannelsen, på gulvet i akutafdelingen? Og hvem er det der sætter dagsordenen for din uddannelse?

Da akutmedicin er så nyt et speciale, og da der fortsat er mangel på en konkret national konsensus for opbygningen af akutafdelingerne, er en stor del af den akutmedicinske uddannelse fortsat afhængig af lokale forhold og i høj grad op til de enkelte afdelingers ledelser og uddannelsesansvarlige overlæger. Det betyder dog ikke at niveauet af uddannelsen nødvendigvis er utilstrækkeligt. Tværtimod. Mange steder lykkes det at skabe innovative og positive læringsmiljøer ud fra de lokale omstændigheder og mange af de lektier der bliver lært i disse år vil være med til at forme vejen til en endelig national standard for uddannelsen i akutmedicin.

I denne blogserie vil vi, i håbet om at øge forståelsen for den akutmedicinske uddannelse i forskellige dele af landet og inspirere til ideudveksling på tværs af afdelinger og regioner, forsøge at zoome ind på enkelte akutafdelinger rundt omkring i landet, for at give et groft indblik ind i den kliniske dagligdag og de specifikke patienttyper, kliniske roller og procedurer du som uddannelseslæge i akutmedicin udsættes for i forbindelse med at du skal opnå dine kompetencer.

Indlæggene tager udgangspunkt i interviews med uddannelsesansvarlige overlæge, som den primært ansvarlige for den akutmedicinske uddannelse på den enkelte afdeling. Interviewene er opbygget ud fra spørgsmål indsamlet blandt Danmarks nuværende akutmedicinske uddannelseslæger og således udtryk for nogle af de ting, som vejer tungest for landets fremtidige akutmedicinere.

Første afdeling under luppen er Holbæk akutafdeling, hvor uddannelsesansvarlige overlæge Anders Krusenstjerna-Hafstrøm særligt fremhæver resuscitationen af akutte patienter, ultralyd og ultralydsvejledte procedurer samt evidensbaseret smertebehandling som afdelingens styrker.

Blogindlægget er delt op i tre, for at øge læsbarheden, og så du kan vende tilbage og læse indlæggene i dit eget tempo:

  1. UAO og afdelingen
  2. Kompetencer
  3. Arbejdsmiljø og opsummering

Har du eller din afdeling særligt gode tips til hvordan man sikrer kvalitet i den akutmedicinske uddannelse, så skriv en kommentar i kommentarsporet nederst på blogindlæggene og så kan det være at det bliver jeres akutafdeling, der bliver den næste afdeling vi sætter fokus på.

Læs første del af blogindlægget: “UAO og Afdelingen” her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *