Vores mission
YDAM er Yngre Danske AkutMedicineres interesseorganisation, oprettet under DASEM, som selvstændig organisation.
YDAMs mission er først og fremmest at repræsentere og give stemme til yngre danske akutmedicinere i Danmark. Visionerne sættes på den årlige generalforsamling, afholdt under DASEMs årsmøde.
Missionen for 2019 er først og fremmest at skabe fokus på yngre akutmedicineres arbejdsforhold og sikre at vi ikke i Danmark begår samme fejl som er set flere steder i udlandet med uacceptable vagtbelastninger og urealistiske bemandinger.
Derudover ønsker YDAM at præge udviklingen af det nye speciale og sprede budskabet om alle de fantastiske kompetencer en specialisering i akutmedicin giver.
Dette forsøger vi bl.a. ved udviklingen af akutmedicineren.dk, en akutmedicinsk portal og samlingspunkt for YDAMs medlemmer. Visionen er at skabe en portal for akutmedicinsk relevant information, som kan bidrage til en større selvforståelse og en positiv udvikling for det akutmedicinske speciale i Danmark.
Mød YDAMs bestyrelse og teamet bag akutmedicineren.dk
Vi er alle passionerede omkring akutmedicin og FOAMed. Mød os herunder. Vi er altid interesserede i at udvide holdet af bidragsydere til akutmedicineren.dk så hvis du er interesseret og har noget at byde til indenfor akutmedicin skal du ikke holde dig tilbage med at kontakte os!
Katrine B. Nielsen
Forperson
Involveret i YDAM’s bestyrelsesarbejde siden december 2020 og næstformand siden april 2021.
Jeg har haft min introduktionsstilling i akutmedicin i FAM på Odense Universitetshospital og er nu hoveduddannelseslæge i akutmedicin i Region Syddanmark i delt forløb mellem Kolding og Odense. Tidligere har jeg erfaring fra både kirurgi, neurologi og almen praksis. Der er mange årsager til, at jeg har valgt det akutmedicinske speciale. Bl.a. elsker jeg arbejdet som generalist, dels mht. typen af patienter, dels mht. variationen i de tilstande vi ser. Samtidig bliver man som akutmediciner dog også specialist i stabilisering, diagnostik og akut behandling - og kombinationen af de to tiltaler mig utrolig meget. At vi i det daglige inkluderer håndgreb, procedurer, små-kirurgi og ultralyd i vores diagnostiske arbejde gør det blot sjovere og sikrer, at to dage aldrig er ens. Akutmedicin er derudover et af de specialer, hvor arbejdet med både organisatoriske forhold, flowstyring og human factors fylder meget. Det er med til at gøre hverdagen spændende, da det har stor indflydelse på hvordan vi behandler vores patienter, men sikrer også at jeg konstant udvikler mig både som læge og som menneske.
Personligt brænder jeg meget for undervisning, simulation og uddannelse, da jeg både syntes det er sjovt, men også fordi jeg tror, at det er med til at skabe mere patientsikker behandling, hvis vi gør det godt. Jeg arbejder derfor på daglig basis med uddannelse af KBU- og introlæger og underviser i akutmedicinsk simulation og PoCUS. Derudover er arbejdsmiljø og trivsel noget der lægger mit hjerte nært. Jeg går meget op i, at vi som organisation er med til at sætte fokus på disse områder, da jeg ikke tror, at vi hverken kan rekruttere eller fastholde vores akutmedicinske uddannelseslæger og speciallæger, hvis ikke vi giver dem mulighed for at tilpasse arbejdslivet med privatlivet, forebygger stress og udbrændthed samt sikrer nye muligheder for “at blive gammel” i specialet - uanset hvad det betyder for den enkelte. Med udgangspunkt i ovenstående forhold samt at akutmedicin fortsat er et ungt speciale, så ser jeg frem til fortsat at præge hvilken retning specialet og fremtidens akutmediciner skal gå.
Laura Berg
Næstforperson
Forperson for arbejdsmiljø- og kommunikationsudvalget
Medlem af YDAMs bestyrelse siden 2021, og ved generalforsamling 2022 valgt som formand (forperson).
Jeg er aktuelt ansat i en introduktionsstilling i Akutmedicin på OUH, hvor jeg i afdelingen også har funktion som uddannelseskoordinerende yngre læge.Akutmedicin for mig rummer alle de facetter af lægearbejdet jeg elsker; stort fokus på diagnostikken, stabilisering af dårlige patienter, praktiske færdigheder og håndgreb, flowstyringer, lederskab og samarbejde med mange andre faggrupper og specialer.
Jeg er stadig tidlig i mit akutmedicinske virke, og jeg lærer noget nyt stort set hver dag, jeg går på arbejde, og det håber jeg aldrig stopper.Jeg tror fuldt ud på, at akutmedicin kan være med til at løse nogle af det fremtidige sundhedssystems problematikker der følger med den demografiske udvikling. Specialet kan sortere, prioritere og give rette behandling til de rette patienter. For at det akutmedicinske speciale kan komme til sin ret, skal vi have fokus på arbejdsmiljøet i akutmodtagelserne - akutmedicinere skal have bedre betingelser for at udføre deres arbejde så godt som muligt.
Der er en stor opgave forude på den arbejdsmiljømæssige front, og jeg håber jeg som formand for YDAM kan være med til at præge den udvikling der må og skal komme, de næste par år.
Mads Damgaard Mørkenborg
Sekretær og kasserer
Kasserer i YDAM siden april 2022.
Emil Iversen
Menigt medlem
Administrator af akutmedicineren.dk
Jeg har været med siden oprettelsen af YDAM, først næstformand og senere som formand. Aktuelt er jeg i hoveduddannelse i akutmedicin på Køge Akutafdeling, startet nov. 2020. I forbindelse med barsel er jeg trådt ned som formand og er for nuværende menigt medlem.
Jeg mener at oprettelsen af det akutmedicinske speciale vil vise sig at være en af de helt store forbedringer i det danske sundhedsvæsen, først og fremmest i form af bedre og hurtigere diagnostik, behandling og korrekt visitation af patienter til relevant stamafdeling, men også ved at tage yngste mand et skridt væk fra frontlinjen og beskytte helt nyuddannede kollegaer fra at stå med alt for stort et ansvar for de udifferentierede patienter, der ikke umiddelbart på symptombilledet kan puttes i en "specialekasse" og som vi i de kommende år vil få flere og flere af.
Jeg har i en årrække været formand for YDAM og næstformand for DASEM, men er aktuelt trådt tilbage for at fokusere på en kommende barsel. Jeg oprettede og bestyrer hjemmesiden akutmedicineren.dk og skriver blogs og laver podcasts under projektet "RESUS - Region Sjællands UddannelsesSystem" for at fremme en evidensbaseret tilgang til det akutmedicinske speciale.
Vejen til et fuldt etableret og velfungerende speciale er fortsat lang, men det er en fornøjelse at få lov til at bidrage til at hæve ambitionsniveauet og sikre arbejdsforholdene for Danmarks absolut fedeste speciale og jeg er begejstret over at arbejde på det sammen med dig.
Kamille Gustavson
Menigt medlem
Menigt medlem af YDAM siden ultimo april 2022.
Jeg arbejdede første gang i en akutmodtagelse i Aabenraa efter 8.semester og allerede dengang syntes jeg, at det var så fedt, at jeg siden ikke har kunne lade være, og nu har arbejdet i flere danske akutmodtagelser på tværs af regionerne. Aktuelt ved at afslutte en I-stilling i akutmedicin på Køge Akutafdeling, startet okt. 2021.
Jeg brænder for akutmedicin! Som de fleste nok vil svare, dels fordi det indeholder en masse sjovt “blå blink”-arbejde og seje håndgreb, men mest af alt fordi jeg elsker bredden, både i tilstande og i patientgruppen, uforudsigeligheden, kompleksiteten og det arbejde, der ikke nødvendigvis kan puttes i en “specialekasse” med det samme efter ankomst til FAM. Og så synes jeg, at det er sjovt og fedt, at være med til at præge specialet fra start.
Vores arbejde er mere belastende end i mange andre specialer. Vagterne er psykisk hårdere, der er (næsten) altid travlt i akutmodtagelserne og indtaget af patienter og mængden af arbejdsopgaver stopper ikke om natten. Derfor er jeg i YDAM særligt interesseret i at vi sammen får skabt et godt og mindre opslidende arbejdsmiljø på de danske akutmodtagelser, både så vi forebygger burnout, har tid til ordentlig læring, og i sidste ende for patientsikkerheden! Det skal være muligt at kunne se sig selv i specialet mange år frem med ordentlig tid til privatliv, mindre stress og burnout.
Vi skal kunne tiltrække nye unge dygtige kollegaer samt formå at holde på de dygtige speciallægeressourcer vi allerede har. Det er især højaktuelt nu kort inden vores nye overenskomstforhandlinger, hvor vi må være særligt opmærksomme på de udfordringer som akutmedicin i Danmark indeholder.
Vi må være åbne overfor en ny måde at opbygge vores fremtidige arbejde, herunder især vagtarbejde og tid til fordybelse/undervisning/dygtiggørelse. Her mener jeg, at man bør skue til øvrige lande, som vi ellers kan lide at sammenligne os med, og se på, hvordan de har grebet de samme udfordringer i specialet an, f.eks. med en selvstændig akutmedicinsk overenskomst, ændret vagthyppighed, vagtlængde mm.
Jeg glæder mig til at se, hvad vi sammen kan udrette med specialet i den kommende tid.
Kristian Bøgh Jessen
Menigt medlem
Forperson for uddannelsesudvalget
Medlem af YDAMs bestyrelse siden 2023.
Jeg er ca. halvvejs gennem min hoveduddannelsesstilling i akutmedicin på Regionshospitalet Horsens og Aarhus universitetshospital. Jeg trådte mine spæde skridt som prægraduat-kliniker i Randers skadestue og synes det var enormt spændende med de mange forskelligartede og hurtige patientforløb, men jeg fandt aldrig gud på OP. Da jeg senere blev færdig som læge og mødte menneskene på Viborg og Horsens akutmodtagelse forelskede jeg mig i den særlige stemning og sammenhold der er på de danske akutmodtagelser. Vores største valuta er i min optik omstillingsparathed og godt kollegaskab.
Efterfølgende har jeg været på en uddannelsesmæssig rejse indenfor både intern medicin og almen medicin, men jeg er altid endt i akutmodtagelsen når jeg har haft mulighed for det. Specialet er nyt og uskarpt afgrænset, men fyldt med ildsjæle og en lyst til at udvikle og forny. Der er flere steder hvor jeg kunne have fået en mere magelig karriere, men ingen steder hvor jeg dagligt ville være så tændt og i flow.
Jeg vil slutte med et citat fra en af mine mentorer da jeg stod og skulle vælge speciale: ”Døden er et speciallægeambulatorium, bliv akutmediciner!”
Line Hofmann
Menigt medlem
Medlem af YDAM siden 2020 og medlem af bestyrelsen siden april 2023.
Jeg er aktuelt i hoveduddannelse i akutmedicin i Region Syddanmark, i et forløb som er delt mellem Esbjerg og Odense. Min intro havde jeg på OUH. Udover akutmedicin har jeg erfaring fra geriatri, psykiatri og kardiologi.
Privat bor jeg i Odense, hvor jeg lige har købt hus med min kæreste.
Jeg har valgt akutmedicin som speciale, fordi jeg elsker at se akutte uafklarede patienter. Jeg elsker, at når jeg er på arbejde i FAM flyver tiden afsted, og der er aldrig to ens dage. Jeg synes, de diagnostiske mysterier er fagligt spændende, og det er fedt at akutmedicin kombinerer det intellektuelt stimulerende ved intern medicin med det kirurgiske ”håndarbejde” i form af procedurer, ultralyd og skadestuearbejde. Herudover så mener jeg at de akut syge patienter som kommer i vores akutmodtagelser, fortjener at der er læger som specialiserer sig i netop dem, og som er trænede i at tænke hurtigt og bredt på tværs af de traditionelle specialegrænser.
En mærkesag for mig er at udbrede åbenhed om de ting som er hårdt ved at være læge, f.eks. fejlkultur, klager, omsorgstræthed, imposter syndrome m.v. Som bestyrelsesmedlem i YDAM vil jeg især arbejde for at skabe arbejdsforhold i akutmodtagerne som gør akutmedicin til et speciale man kan være i hele sin karriere. For mig er det vigtigt at akutmedicin bliver et speciale hvor det er muligt at have et velfungerende social- og familieliv ved siden af og fordi akutmedicin er et ungt speciale, så mener jeg at vi har en helt unik mulighed for at forme specialet så det bliver et moderne og nyskabende speciale.
Jeg ser frem til at følge specialets udvikling over de næste mange år, og håber blot at jeg på den ene eller anden måde kan være med til at præge forløbet i en positiv retning.
Frederik Pors Klinting
Menigt medlem
Medlem af YDAMs bestyrelse siden april 2023
Jeg er aktuelt ansat i en introduktionsstilling på Kolding Akutafdeling, Sygehus Lillebælt. Jeg har erfaringer fra almen praksis, Organkirurgien samt er uddannet Officer i Forsvaret med flere års praktisk organisatorisk- og personelledelse.
Jeg har i mit virke som læge haft svært ved at konkretisere, hvilke aspekter af lægegerningen som tiltaler mig mest frem mod et specialevalg. Alle aktive tilvalg er på samme tidspunkt et bevidst fravalg af noget andet.
Skal man være generalist i Almen praksis eller specialist på eks. det gynækologiske og obstetriske område?
For mig er alsidighed og uforudsigelighed lig arbejdsglæde og udfordringer. Jeg trives i en hverdag, hvor jeg ikke ved hvad der kommer ind af døren som det næste. Ambulatorier er, og kan, med deres tidsstyring, ”ensformighed” og forudsigelighed fra 8-15.30 være en udfordring for min arbejdsglæde. Jeg trives i kontrolleret kaos og søger gerne en hverdag, hvor beslutninger skal træffes på et ikke altid fuldt belyst grundlag.
Dette finder jeg i udtalt grad gør sig gældende i den akutmedicinske hverdag!
Det differential diagnostiske detektivarbejde frem mod en diagnose samt behovet for akutte praktiske procedure og interventioner hos den ustabile patient, finder jeg udfordrende og ekstremt udviklende for mig som læge og person.
Den brede patientgruppe, berøringen med alle specialer, flowhåndtering og ikke mindst undervisning, simulation og uddannelse af og med yngre og ældre kollegaer gør hverdagen som akutmediciner fyldt med diversitet.Jeg er meget bevidst om, at Akutmedicin som speciale stadig er i sin spæde opstartsfase og ”barndom”, til trods for en omfangsrig historik i lande vi normalt sammenligner os med.
For mig er det, at kunne være med til at præge, udvikle og ikke mindst medvirke til at udstikke retningen for lægerne i det akutmedicinske speciale mange år frem,min motivation for at deltage i YDAMs og DASEMs arbejde i kulissen.
Peter Tagmose Thomsen
Bidragyder på akutmedicineren.dk og RESUS, tidligere bestyrelsesmedlem
- 1: At få evnen til at træffe informationslette , tidskritiske , probabilistiske beslutninger og finde “nålen” (de tidskritiske tilstande) i høstakken af patienter der kommer ind gennem døren , uden at skade gruppen unødigt ved overdiagnostik / overbehandling . Vi er interesseret i at træffe den rigtige beslutningen i øjeblikket med den information vi har til rådighed (og være eksperter i at opsamle den data tidseffektivt) - om diagnosen viser sig være en anden i morgen på afdelingen er vi bevidste om retrospektoskopet og at se vores beslutninger prospektivt
- 2: At balancere forskellen mellem individet og “venteværelset”, og skabe flow / advokere problemer som exit Block som helsystem peoblem
- 3: NNT=1 : Vores opgave er altid at patienten skal være bedre stillet efter interaktionen med os . Dette betyder ikke de skal have have den undersøgelse de ønsker eller vi skal fikse deres problem . Men gennem særligt god kommunikation at få dem til næste skridt . Compassionate care er et kernebegreb som skal drives ind i alle elementer af akutmodtagelsens interaktion med patienten
Morten Weyhe
Bidragyder på RESUS
Jeg mener, at der i Danmark er brug for akutmedicinere, som kan håndtere akutte patientforløb i den akutte fase af flere specialers patienter. Jeg mener, at patienterne er bedst tjent med en bred akutmediciner der kan identificere og iværksætte korrekt og hurtig behandling af patienter til stabilisering.¨
Kontakt bestyrelsen
Har du forslag til akutmedicineren.dk eller spørgsmål til bestyrelsen er du velkommen til at kontakte os!